Menu

1. herre får nyt blod til offensiven | Sundby Boldklub

image
18. januar 2022 kl. 00:38
Sundby Boldklubs 1. herre har sikret sig nye kræfter til de offensive pladser, da Jonas Aquador skifter til klubben. 
Jonas er fra årgang 2002, og han har i sine ungdomsår slået sine folder i AB Tårnby. Som U15 spiller blev han hentet til FC København, hvor han blandt andet konkurrerede med Mohamed Daramy om spilletid. Efterfølgende gik turen til HIK, hvor han var en flittig målscorer for deres U17 divisionshold. Jonas har de seneste sæsoner været i AB Tårnbys divisiontrup, inden de rykkede ned i Danmarksserien igen. Senest har han spillet for Tårnby FF, som ligger nummer to i Danmarksserien.
Nu er valget så landet på Sundby Boldklub, i jagten på kontinuerlig spilletid, hvilket trænerstaben naturligvis glæder sig over.
Cheftræner, Thomas Karabulut, beskriver Aquador: 
"Jonas er "en stor dreng", som fylder godt i landskabet. Han er en rigtig boksspiller med et glimrende hovedspil. Han elsker at være inde i feltet og har en god målnæse. Han er ikke bange for at tage duellerne med modstandernes stoppere. Derudover, så er Jonas dygtig med ryggen til målet, og han er dygtig til at fastholde bolden. Han har et godt øje til sine medspillere, men er som andre notoriske målscorere også en spiller, som ikke er bange for at tage chancen selv og få afsluttet mod mål."
Aquador giver, qua sine spidskompetencer og sin glimrende fysik, en ny dimension til 1. herres spil:
"Jonas er en type, som vi ikke tidligere har haft på holdet. Han kan med sin styrke og power give os nogle andre muligheder, hvor vi blandt andet pludselig kan få mulighed for at sigte efter en spiller i boksen, som også er en trussel i luftrummet. Jonas har trænet med i en periode, hvor han har vist nogle af de ovenstående kvaliteter. Der er dog lige lidt form, der skal arbejdes med, inden vi ser den bedste udgave af ham." 
Velkommen til Sundby Boldklub, Jonas! 
Luk