Endnu et unødvendigt og ærgerligt nederlag i 3. division
Hvis vi ser med så neutrale briller som det kan lade sig gøre herfra, så scorer vi på en enkelt ud af ca. 8 rigtigt gode muligheder, inklusive to en halv gange mand-mand med VSK Århus' talentfulde keeper, Kasper Mossin Green-Pedersen, (den halve er en situation hvor Julius Hamburger-Toft blev hevet så meget i trøjen, at chancen ret beset kun blev halv, da han fik hevet kroppen så langt bagover, at han reelt kun kunne sende kuglen over kassen - men til gengæld burde den have givet straffe). Derimod udviste de århusianske gæster en lidt anden effektivitet, da de udnyttede to af tre chancer mod Sundby.
Således kan det konkluderes, at hvis vi gerne vil lege resultatmæssigt med i denne række - spillemæssigt er det egentligt helt okay - så skal vi begynde at sætte den offensive udnyttelses-procent kraftigt i vejret samt blive mere kyniske i de defensive aktioner. Der skal simpelthen lægges nogle procenter på i begge felter.
På positivlisten kan man pege på at nyerhvervelsen, Benjamin Juel-Berg, fik slået et lille hul på målscorings-bylden, med sit flotte hovedstød i de døende minutter, foruden, at Sundby nu har spillet lige op (og i perioder faktisk været bedst) med en nedrykker fra 2. Division og sidste sæsons nummer tre i 3. Division. Derfor er det ikke særligt svært at beholde optimismen - drengene har det helt sikkert i sig.
Desuden var det også godt at få prøvet Sundby Idrætspark af som hjemmebane, hvor man kunne nyde synet af Sundby BKs flag vaje side om side med 3. divisionsflaget over Sunny Side.
Kampfakta Sundby BK - VSK Århus 1-2 (0-1).
Lørdag gælder det så om at få prøvet truppen af på en af de længere ture, når Holstebros delte tophold skal besøges.
Det bliver også en opgave på en svær græsbane, som er vanskelig at spille hurtigt langs jorden på, da bolden hænger noget i naturgræs-stråene (kilde Young Boys FD).
Holstebro Boldklub - Sundby Boldklub
Lørdag den 17. august kl. 14:00 på KrøyerPark
Læs mere om 3. division og om hvordan du streamer kampen her..