Menu

Evaluering af efteråret - 1. herre | Sundby Boldklub

image
30. december 2021 kl. 13:17

Året 2021 lakker mod enden, og i den forbindelse kaster vi blikket tilbage på 1. herres efterårssæson, som vi har bedt cheftræner, Thomas Karabulut, om at evaluere.

”Det har været et blandet forår, hvor vi kan se tilbage på nogle meget svingende præstationer, og hvor store personlige fejl har kostet rigtig mange point. Kampe bliver ofte afgjort i felterne, og her har vi bare ikke været kyniske nok. Der skal vi blive dygtigere og skarpere i anden halvdel af turneringen.

 

Spillet mellem felterne har egentligt været okay til tider. Det er vel ret beset kun Hvidovre-kampen, hvor vi i store perioder ikke rigtigt formåede at kontrollere kampen på bolden. Det skyldtes blandt andet, at de på dagen lige havde suppleret op med flere spillere fra deres divisionstrup, hvilket gjorde en naturlig forskel.

 

En ting vi dog med sikkerhed skal forbedre, er vores udtryk på banen. Vi skal arbejde med at udstråle noget mere fandenivoldskhed; altså nogle spillere, som er mere ærgerrige og som står sammen i både medgang og især modgang. Specielt omkring det kommunikative. Vi skal kunne forlange noget mere af hinanden på- og udenfor banen. Det kan være med til at kompensere for holdets manglende erfaring og den vej igennem formentligt give flere point på kontoen. 

 

Vi ser desværre også kampe, hvor vi inde på banen indimellem helt afviger fra vores koncept og aftaler. Situationer, hvor vi i princippet har mulighed for at gøre hinanden gode og spille lidt mere simpelt fremfor at sætte bolden på spil ved at forsøge at lave en kanal på en modstander, bare fordi det ser fedt ud, eller hvor vi i undertalssituationer forsøger at drible os igennem 3-4 modstandere. Med andre ord, skal vi passe bedre på bolden, når vi har den, og være mere afklaret i forhold til de beslutninger, vi foretager os på banen, så det hele tiden gavner holdet bedst muligt.

 

Vi, i trænergruppen, er dog overbeviste om, at den her trup, som har en masse potentiale, hele tiden vil tage skridt i den rigtige retning, for der er rigtig mange dygtige fodboldspillere, som hele tiden udvikler sig og bliver bedre og bedre med tiden. Vi er fortrøstningsfulde i forhold til foråret, og vi har allerede fået de første forstærkninger til truppen, som ser rigtig lovende ud.

 

Nu har vi snuset til niveauet i rækken et halvt års tid, og vi er blevet nogle erfaringer rigere. Holdene og spillerne i rækken er et skridt op fra Serie 1. Tidligere har vi indimellem kunne tillade os at spille på 70-80% og alligevel vinde kampene forholdsvis ukompliceret. Det kan vi ikke længere. Fejl bliver straffet markant anderlederes i KS, hvor der stor set på alle holdene befinder sig spillere med erfaring fra en højere hylde end netop KS.

 

Jeg vil på vegne af trænerstaben og spillerne slutteligt ønske alle en glædelig jul og et godt nytår. Der skal lyde en stor tak til alle jer, som har støttet os gennem hele efteråret. Vi glæder os til at se jer alle igen, når det går løs til april.”

 

Luk