Menu

Første vintertilgang for 1. herre | Sundby Boldklub

image
14. januar 2022 kl. 00:19
1. herre er klar med vinterens første tilgang, da man har fornøjelsen af at præsentere Mads Juul som ny spiller i den røde trøje. 
Mads har i de seneste 5 sæsoner spillet for HIK. Han har gennem sine 4 år på deres U17- U19 divisionshold ligeledes været en ledende figur, hvor han blandt andet har båret anførerbindet i mange sæsoner. I sommer blev Mads indlemmet i HIKs 2. divisionstrup, hvor det desværre ikke er blevet til spilletid. Mads er amagerdreng, og han spillede for B1908, inden han drog over broen som U17 spiller, for at udvikle sig yderligere og for at spille divisionsfodbold på ungdomssiden.
Mads spiller i det centrale forsvar og har hele pakken i forhold til at kunne spille på højt niveau på sigt.  Han er utrolig forudseende i sit spil og har en super timing i forhold til sine indgreb. Derudover, så er han rigtig dygtig på kuglen, og han udviser en masse ro og mod, når han har bolden. Han er stærk i duelspillet og en dygtig header. Desuden er han en dygtig kommunikator, som udviser enorm modenhed og professionalisme både på og udenfor banen.
Cheftræner, Thomas Karabulut, er heller ikke i tvivl om, at Mads kommer til at bidrage positivt til holdet:
"Mads har efterhånden trænet med et stykke tid. Og ud fra de ting, han allerede har vist på træningsbanen, så er trænerteamet ikke et sekund i tvivl om, at han bliver en kæmpe gevinst både på og udenfor banen. Faktisk synes jeg, at vi har gjort lidt af et scoop her. Mange unge spillere har ofte svært ved at acceptere, at man nogle gange kan have godt af at tage et skridt ned ad stigen - for at tage de næste skridt op igen. Det kræver selvindsigt, tålmodighed, ansvarlighed og mod at træffe et sådant valg. Et valg, om at få noget fast spilletid og kamptræning, fremfor blot at være træningsspiller i en divisionsklub."
Det havde desuden stor betydning for Mads' beslutning om at rykke til Sundby Boldklub, at han i forvejen kendte flere spiller på holdet, samt at 1. herre havde en kapacitet som Rasmus Minor i truppen. Her kan Mads nyde godt af netop Minors viden og erfaring, samt hvad der kræves for at udvikle ham yderligere og drømmen om på sigt, at kunne begå sig på højeste plan nationalt. Mads' kendskab til holdets spilfilosofi var herudover også en vigtig faktor for hans endelig beslutning.
Vi glæder os til at se Mads i aktion i den røde trøje! Velkommen til! 
Luk