1. kvinder får tilgang af Michella Østergaard | Sundby Boldklub
Efterårssæsonen er slut for 1. kvinder, og forberedelserne til forårets kvalifikationsspil er for alvor gået i gang. Holdet kan nu præsentere sin anden nye spiller på blot en uge, idet Michella Østergaard er ny kvinde i den røde trøje.
Østergaard er opvokset på Fyn – nærmere bestemt Odense – men hun er flyttet til København i sommer. Ved siden af fodbolden er hun i gang med en kandidatuddannelse i international sikkerhed og folkeret. En uddannelse, der har krævet meget af hendes tid, hvorfor hun faktisk havde sat fodbolden på standby. Det er der dog blevet lavet om på, og nu glæder den tidligere Næsby-, OB- og B93-spiller sig til at blive en del af truppen og lære sine nye holdkammerater at kende.
”Jeg var herude og træne i et par uger, efter at Lasse kontaktede mig. Egentlig havde jeg sat fodbolden på pause, men jeg fandt Sundbys set-up rigtig attraktivt. Dét, at indgå i en trup, hvor alderen også matcher min egen, er noget, jeg glæder mig til at være en del af. Generelt har jeg store forhåbninger til det sociale. Desuden ser jeg også frem til nogle intensive træningspas, hvor man får brændt noget energi af.”
Østergaard er heller ikke et helt ukendt ansigt for 1. kvinders cheftræner, Lasse Lund Larsen, der tidligere har spærret øjnene op for den hurtige offensivspiller.
”Michella var altid den spiller, vi havde ekstra fokus på, da hun spillede i Næsby. Hun er en dygtig spiller, som kan indgå i fællesskabet, men også en spiller, der kan noget på egen hånd. Hun er teknisk stærk og har et godt blik for sine medspillere. Hun har trænet med i en lille måneds tid, og hun har allerede skabt gode relationer til de andre. Jeg er personligt helt sikker på, at hun bliver en succes.”
Adspurgt, om Østergaards ambitioner for sig selv – og for holdet – i den kommende sæson, lægger hun vægt på, at holdets udvikling og resultater vejer mere end det personlige.
”Jeg har en klar ambition og forventning om, at vi rykker op, og at vi på sigt bliver et etableret hold i ligaen. Det gør vi ved at udvikle os som hold. Så kommer det personlige i anden række. Derudover er mit fokus på nuet, og så tager vi én kamp ad gangen.”
Vi byder Michella stort velkommen i Sundby Boldklub – og vi ser frem til at se hende i aktion i Sundby Idrætspark!