Kampreferat, B93 - SB | Sundby Boldklub
B93 - Sundby Boldklub (1-3)
Der var dømt lokal- samt topopgør for alle pengene, da 1. kvinder i lørdags var på udebanetur mod B93, der inden kampen lå nummer 2 - med Sundby Boldklub lige i hælene på 3. pladsen.
Målscorere:
0-1 Pernille Mellergaard
1-1 Frederikke Troldberg
1-2 Annica Just Schreiber
1-3 Simone Johansen
Kampens spiller: Pernille Mellergaard
Referat:
Vi havde før kampen læst og lyttet til, hvad B93 løbende havde skrevet og sagt om os som optakt til kampen. Her var der blandt andet blevet nævnt, at vi ikke skulle være et hold, der ønsker at have bolden, hvilket vi stillede os en anelse uforstående overfor, da det ikke er et billede, vi kan genkende. Vi er et hold, der elsker at spille og bruge bolden, og vi ønsker at styre kampene.
Derfor kunne man også mærke en tænding hos spillerne, da de ville ud på banen og modbevise B93’s opfattelse af os… og det fik vi gjort!
Vi styrede kampen og slagets gang fra start til slut.
Pernille Mellergaard bragte os foran 0-1, da hun slap igennem, kom helt fri og lagde bolden fladt ind ved det korte hjørne. B93 fik udlignet på en tvivlsom scoring, hvor linjedommerens flag blev nede ved det, der ellers lignede en klar offside. Det skulle dog ikke slå os ud. Annica bragte os foran 1-2, da hun så, at keeperen stod for langt ud, hvorfor hun smækker til kuglen, som bankes op i net-taget.
Anden halvleg havde vi mange store chancer, hvor vi burde have øget føringen. I forsvaret var vi samtidig gode til at lukke af og trække offsidelinjen.
I slutningen af kampen fik vi definitivt lukket opgøret med scoringen til 1-3, som samtidig skulle vise sig muligvis at være det flotteste mål i dette års 1. division.
Simone Aaris Johansen, der næsten havde en placering ved midterlinjen, hamrede til læderet, der blev klasket op i hjørnet til 1-3. En ren og skær kongekasse!
Der lød herefter et kæmpe jubelbrøl fra trænerbænken, da kampen blev fløjtet af, og spiller kunne ligeledes juble over den vigtige sejr. Med de 3 point avancerede 1. kvinder til rækkens 2. plads, og der blev desuden lagt afstand til de øvrige forfølgere, da både Varde IF og ASA Aarhus tabte.
Næste kamp er endnu et brag af en kamp, da førerholdet fra Odense Q kommer på besøg i Sundby Idrætspark lørdag d. 30. oktober kl. 14:00!