Menu

Sikker sejr over BSF

image Endnu tre point på kontoen og stadig ubesejrede.
Agnes og Sophia (Michael Jensen) Foto: Kjeld Rasmussen
31. august 2024 kl. 16:50
Solen stod højt på Kløvermarken på årets sidste sommerdag, da vi tørnede ud mod BSF i den første hjemmekamp i denne sæson - og der var god opbakning på lægterne

 Der blev fløjtet til kampstart kl. 13, og efter to sejre på udebane var vi klar til at gøre kunsten efter på hjemmebane. 

Vi skulle lige bruge de første 15 minutter på at stå rigtig i presset. Det skabte lidt uro og forvirring, så vi ikke helt var i balance. Da vi fik styr på det, kom vi til utal af chancer i feltet - og som vores kære træner Pauli altid siger, bliver kampene afgjort i felterne. Trods flotte gennembrud på kanterne, blev vi aldrig helt farlige, hvor vi ofte smed den lige i målmandens handsker. 

Vi gik til pause med 0-0, selvom vi godt kunne have afgjort kampen allerede i først halvleg. En enkelt udskiftning i pausen, hvor Anna Fotopoulos kommer på banen, og der bliver rokeret lidt i opstillingen. Efter 20 minutters spil kommer en dobbeltudskiftning og på banen kommer Shenice Winther og Agnes S. Kristensen, og det var lige præcis, hvad der skulle til. I 64 minut efter en flot tæmning fra Shenice Winther og en pasning i dybden, kommer Agnethe V. Heron igennem på højre side, hvor hun trækker ind i banen og brager den op i nettaget. Asma el Hassani kommer på banen med friske kræfter i stedet for Agnethe V. Heron og har mange gode løbedueller på kanten. 

De næste 10 minutter sidder vi på kampen og kommer endnu engang igennem på kanten, hvor vores back Silje Christiansen bliver spillet i dybden af Rosa E. Horskjær, der smider bolden til luftduel, hvor Agnes S. Kristensen med god plads i forreste område header bolden i målet. 

Der skal gå 10 minutter igen, hvor Rosa E. Horskjær i en omstilling får bolden på kanten, opsøger pres og spiller den til Agnes S. Kristensen, der kommer i et dybdeløb i en 1-1 duel mod målmanden. 

Resten af kampen holder vi fint i bolden og BSF har generelt ikke de store chancer. De få der er, har vores keeper Kathrine Hierl fuldt styr på. 

Kampen slutter 3-0, og vi er endnu ubesejret efter tre kampe og endda med et clean sheet i dagens kamp! 

Næste kamp er lørdag hjemme mod Allerød kl. 13.00 - kom og støt! Der er kolde forfriskninger i Tutten og højt humør på lægterne.

Luk