Menu

Sponsorløb for U7 til U12

image Sundby Boldklubs Sponsorløb 2025
07. april 2025 kl. 17:04
Vær med til Sundby Boldklubs sponsorløb 2025

Sundby Boldklub Ungdom – Sponsorløb for U7 til U12

Sundby Boldklubs ungdomsafdeling inviterer alle fra U7 til U12 til et sjovt og givende sponsorløb! Formålet med løbet er at samle penge ind til de enkelte årganges holdkasser, så vi kan give vores unge fodboldspillere endnu flere og bedre oplevelser – hvad enten det er nye trøjer, drikkedunke, deltagergebyrer til stævner eller støtte til en holdkammerat, der har brug for hjælp til kontingentet.

Hvordan fungerer sponsorløbet?

Løbet finder sted på Kløvermarken tæt ved klubhuset, hvor vi har en fast rute på 1 km. Hver spiller har én time til at løbe så mange runder som muligt, og hver spiller kan skaffe sponsorer blandt familie, venner og bekendte. En sponsor kan f.eks. vælge at støtte med 10 kr. pr. løbet kilometer.

Eksempel: Hvis Peter løber 5 km, og hans bedsteforældre har lovet 10 kr. pr. km, så har han samlet 50 kr. ind til sit hold. Man må gerne have flere sponsorer pr. spiller, hvilket betyder, at beløbet hurtigt kan vokse.

Hvorfor deltage?

Ud over at støtte sin årgangs holdkasse, er sponsorløbet også en fantastisk social begivenhed!

  • Alle ungdomsholdene mødes og får en sjov dag sammen.
  • Det bliver en festdag med god stemning og fællesskab.
  • Der kan blive besøg fra førsteholdsspillere fra både dame- og herresiden, som kan komme og heppe på vores unge talenter!

Sådan tilmelder du dig

Hver årgang skal have en koordinator, som kan holde styr på sponsoraterne. Hver spiller får en eller flere sponsorformular, hvor de kan skrive deres sponsorer og beløb pr. km. Formularen afleveres til koordinatoren, og efter løbet registreres distancen, så sponsorerne ved, hvor meget de skal bidrage med.

Vi håber, at så mange som muligt vil være med til at støtte vores ungdomshold og samtidig få en sjov og aktiv dag sammen. Familie, venner og andet må selvfølgelig heppe og løbe med.

Virksomheder

Ejer du en virksomhed, eller arbejder du i en virksomhed, som gerne vil støtte børne- og ungdomsfodbolden i Sundby Boldklub. Så kan i naturligvis også støtte ved dette løb. Her kan gives et fast beløb, men der kan også gives et beløb ud for det samlede antal kilometer løbet på dagen.
Kontakt klubbens administration på administration@sundbyboldklub.dk for mere information.

Luk