Sundby Boldklubs U11 Talenthold - Rejseberetning fra Grønland
Futsal-fest i Grønland
I påskesolen sprang ni drenge fra Sundby Boldklubs U11 Talenthold ud af et Air Greenland-fly, der netop var landet i Nuuk. Termometeret viste minus 15 grader, himlen var knaldblå, og solen stod højt. I rygsækken lå Sundby-flaget og futsalstøvlerne – og i maven sitrede det af sommerfugle, forventning og nysgerrighed.
Men hvorfor lige Nuuk?
For at finde svaret skal vi spole tiden et år tilbage. En af drengene på holdet har en særlig tilknytning til Grønland og var på ferie i Nuuk i 2025. Her trænede han med en god ven i den lokale klub, B67, som senere sendte en invitation: U13 A-niveau futsalstævne i påsken 2026. Det var ambitiøst – måske endda lidt vildt – men hvis modet var der, var Sundby U11 mere end velkomne til fire dages futsal-fest i Grønland.
Drømmen krævede dog handling. Over 100.000 kr. skulle samles ind for at få egenbetalingen ned på et niveau, hvor alle kunne være med. Med et helt særligt forældrenetværk, hjælpsomme sponsorer og – ja, også salg af toiletpapir – lykkedes det. Og hvilken belønning.
B67 havde skabt en fuldstændig fantastisk ramme om stævnet. Et imponerende setup båret af engagerede, frivillige forældre, der med stort overskud og smil på læben fik hallen til at summe af liv. 18 hold deltog, alle kampe blev livestreamet med kommentator, og stemningen var høj – både på lægterne og hos dem, der fulgte med hjemmefra.
Men turen handlede om meget mere end futsal.
Det var venskaber, der blev styrket, og nye relationer, der voksede – både internt på holdet og på tværs af klubber. Det var intens hepning af drengene fra Tasiilaq. Det var fælles jubel og fejring med et hold fra Nuuk efter Sundbys sejr over nogle seje gutter fra Nanortalik i Sydgrønland.
Der var også plads til oplevelser uden for banen. Holdet kom på sejltur rundt om Sermitsiaq, hvor de så ørne svæve over fjorden, isskosser drive forbi og nød den storslåede grønlandske natur. Der var byvandringer i Nuuk, udsigt fra trappen med panorama over fjorden – og selvfølgelig tid til at købe souvenirs med hjem.
Syv dage senere landede både børn og voksne trætte, men lykkelige i Kastrup. Fyldt med minder, oplevelser og fællesskab.
Af hjertet tak til vores sponsorer
U11 vil gerne takke de sponsorer, som både bidrog eksplicit til turen men også til det tøj, som nu både U11 Talent og Bredde kan hoppe i hvad enten det er på hjemme- eller udebane.
- Nordicals Erhvervsejendomsmægler
- McDonalds Amager Centret
- Base2&Co
- HK Hovedstaden
- Middelfart Sparekasse
- Dansk MiljøService
- Firmaet bag Old Irish Pub
- OK-Fonden
- Sundby Boldklubs Venner
- Murermester Martin Bøhm
- En ven af holdet advokat Sandro Ratkovic
- Alle de gode mennesker, der købt toiletpapir af drengene.
Holdet har også lavet en lille video fra turen som kan ses her; Link
Forza Sundby Bk